Droneflyvning på Færøerne

På denne side kan du læse om reglerne for droneflyvning på Færøerne.

Nye regler for droneflyvning på Færøerne

Den 1. februar 2024 trådte de europæiske droneregler samt den færøske dronebekendtgørelse i kraft, hvilket blandt andet betyder ny flyvehøjde og afstandskrav.

Flyver du på baggrund af en driftshåndbog, kan du fortsætte med dette, indtil den udløber. Den vil dog ikke blive forlænget til færøsk område, når den udløber, hvorfor du derefter skal flyve efter de nye regler.

Droneregler på Færøerne

På Færøerne gælder de europæiske droneregler og den færøske dronebekendtgørelse.

Det betyder, at du kan flyve med din drone, ligesom indenfor EU. Du skal dog du være opmærksom på visse undtagelser, og afstandskravene i den færøske dronebekendtgørelse.

Den færøske dronebekendtgørelse fastsætter reglerne for, hvilken afstand du skal holde til flyvesikringskritiske områder, sikringskritiske områder, naturbeskyttelsesområder, offentlig infrastruktur samt områder, hvor der foretages grindefangst. Disse regler, skal man overholde, uanset, om du befinder dig i den åbne kategori eller den specifikke kategori.

 

Overblik over afstandskrav og restriktioner iht. den færøske dronebekendtgørelse

Bek 114 af 31/01/2024

  • 5 km afstand til Vága Floghavn
  • Gælder for folk uden dronecertifikat eller med dronecertifikat A1/A3

 Har du ikke et A2-dronecertifikat, skal du holde 5 km afstand til Vága Floghavn, da området skal være sikkert for fly at lande og lette. Derfor kræves der tilladelse fra Trafikstyrelsen samt en god grund og særlige kompetencer for at flyve tættere på.

 

  • 2 km afstand til HEMS.
  • Gælder for folk uden dronecertifikat eller med dronecertifikat A1/A3

Har du ikke et A2-dronecertifikat skal du holde 5 km afstand til lægehelikopterens landingspladser (HEMS), da området skal være sikkert for lægehelikoptere at lande og lette. Derfor kræves der særlige kompetencer og evt. kommunikation med den HEMS-ansvarlige for at flyve tættere på.

Har du et A2-dronekompetencecertifikat, kan du flyve i flere områder, end hvis du ikke har. Det kan du, fordi du har gennemført kompetencecertifikatprøven, som er en teknisk og operationsmæssig overbygning af det teoretiske grundlag. Desuden har du erklæret, at du har gennemført praktisk selvtræning og dermed er bevidst om, hvordan en drone reagerer i forskellige situationer.

Med A2-dronekompetencecertifikat kan du 

  • Fra 2-1 km flyve op til 40 meter over banehøjden på helikopterflyvepladser.
  • Søge om tilladelse hos Trafikstyrelsen til at flyve nærmere end 5 km af Vága Floghavn.
  • Søge om tilladelse hos Forsvaret til at flyve nærmere end 300 meter af deres skibe, fly, områder i bymæssig bebyggelse ol. samt 1000 meter af deres områder udenfor bymæssig bebyggelse og skibe til søs.
  • Søge om tilladelse hos Trafikstyrelsen og Politiet til at flyve tættere på end 300 meter af deres ejendomme.
  • Søge om tilladelse hos Trafikstyrelsen til at flyve over naturfølsomme områder (RAMSAR-områder mv.).
  • Søge om tilladelse hos infrastrukturforvalteren til at flyve over offentlig vej, hvor hastighedsgrænsen er over 70 km/t.
  • Søge om tilladelse hos infrastrukturforvalteren til at flyve nærmere end 5 meter af strømførende luftledninger.
  • Flyve op til 15 meter over permanente menneskeskabte hindringer over 25 meter i flyvesikringskritiske områder, hvis dronen er fortøjet.
  • Kræver dronekompetencecertifikat A2.
  • 40 meter over banehøjden.
  • Afstand: 1-2 km fra HEMS.

Har du et A2-dronecertifikat, vil du fra 1-2 km fra lægehelikopternes landingspladser (HEMS) kunne flyve i maksimalt 40 meters højde over HEMS’ens banehøjde. Bemærk, at du derfor skal lægge til og trække fra ift. hvor du sætter din drone op.

Hvis HEMS’en f.eks. ligger 10 meter over havets overflade, og du står 20 meter over havets overflade, vil du højst kunne flyve 30 meter op.

Du kan regne det ud sådan her:

40 + Banehøjden - din egen højde = din maksimale flyvehøjde*

*Husk at ændre fortegn mellem + og -, hvis banehøjden ligger under havniveau eller du befinder dig under havniveau.

  • Ingen flyvning uden tilladelse over ejendom der er omkranset af hegn hæk og mur
  • Ingen flyvning uden tilladelse nærmere end 5 meter fra beboelsesejendomme

Hvis en ejendom er omkranset af hegn, hæk eller mur, eller hvis du vil overflyve en bygning, der benyttes til beboelse, skal du have lov af ejeren først.

Hvis der ikke er hegn, hæk eller mur om ejendommen, kan du flyve helt ind til 5 meter fra selve bygningen. Du skal have lov af ejeren eller den person, der har fået bemyndigelse af ejeren til at give lov til flyvningen.

  • Gælder for naturfølsomme områder såsom Ramsar-områder osv.
  • Flyvning tilladt fra 1. september til 14. april med A2-dronecertifikat.
  • Flyvning kun tilladt fra 15. april til 30. august, hvis du flyver for myndighederne eller en grundejer i de pågældende områder

I perioden fra 1. september til 14. april, må du med et A2-dronecertifikat overflyve naturfølsomme områder, der er etableret for at beskytte havmiljøet.

Fra 15. april til 30. august er det kun droneoperationer, der udføres for myndighederne eller grundejere i områderne, der må finde sted. Det betyder, at du skal have en opgave for en af disse, for at kunne flyve i områderne. Også her skal du have et A2-dronecertifikat.

 

  • Ingen flyvning over fiskeriinspektioner eller grindefangst.
  • 150 meters afstand til fiskeriinspektioner.
  • Grindefangst-områder har ingen min. afstand. De må bare ikke overflyves.

Hvis du er i gang med at flyve, eller ankommer til et sted, hvor der foregår grindefangst eller fiskeriinspektioner, skal du straks afbryde dit forehavende. Da begge begivenheder kan igangsættes uanmeldt, vil det ikke blive varslet på forhånd, og det er derfor dit ansvar straks at afbryde operationen, uanset om den er startet eller blot planlagt.

Du skal holde 150 meters afstand til fiskeriinspektioner og skal blot holde dig ude af områder for grindefangst.

  • Droner skal mindst være dækket af en ansvarsforsikring.
  • Forsikringssummen skal være på mindst 0,75 mio SDR (Ca. 7 mio. DKK).
  • Almindelige droner under 250 gram er også omfattet.
  • Legetøjsdroner under 250 gram med C0-mærke eller uden kamera er ikke omfattet

Alle droner skal være forsikrede med en gyldig ansvarsforsikring som minimum. Ligesom i EU, skal droner på Færøerne forsikres for mindst 0,75 mio. såkaldte special drawing rights (SDR). Special drawing rights svarer til omtrent 7 mio. danske og færøske kroner.

Hvis du har en drone, som er bragt på markedet som legetøjsdrone med C0-mærke eller under 250 gram uden C0-mærke, skal den ikke forsikres. Men bemærk, at der er forskel på almindelige droner under 250 gram og legetøjsdroner, der er markedsført til børn under 14 år  

  • Tilladelser gives kun ved: Kommercielle, forskningsmæssige eller samfundsnyttige formål.
  • Der kan stilles krav om, at man har et dronekompetencecertifikat A2.

De begrænsninger, der findes i ovenstående regler, er tilføjet for at beskytte miljøet, den generelle sikkerhed eller flyvesikkerheden.

Alligevel kan der opstå situationer, hvor flyvning med droner er så vigtigt, at der er behov for en tilladelse til at flyve netop der.

Har du tungtvejende grunde af kommercielle, forskningsmæssige eller samfundsnyttige formål til, hvorfor en droneflyvning er nødvendig i netop sådanne områder, kan du ansøge Trafikstyrelsen om at få lov at flyve alligevel.

Læs mere om, hvordan du søger tilladelser til flyvning i geografiske dronezoner her

Flyvning i den åbne kategori iht. de europæiske droneregler

Bek 113 af 31/01/2024

I den åbne kategori er den maksimale højde, du må flyve 120 meter over terræn. Terrænet måles af dronen typisk efter det sted, du sætter den op, men faktisk må du følge terrænet, så de 120 meter måles fra det punkt på jorden, der er tættest på dronen.

Undtagegelse: Har du fået lov af ejeren, kan du flyve op til 15 meter over en menneskeskabt hindring, der er højere end 120 meter. Sådanne hindringer kan eksempelvis være skorstene eller vindmøller

 

Når du flyver med din drone, skal du kunne styre den væk fra alt, der måtte komme mod den i luften. Det gælder fugle, andre droner og bemandede luftfartøjer. Det er dig, der har den ubetingede vigepligt for alt andet. At holde dronen indenfor synsvidde betyder derfor, at du skal have den tæt nok på, så du kan styre den væk. Dronen må med andre ord ikke være en prik ude i det fjerne.

 

Droner deles op i forskellige vægtklasser, og alt efter vægtklasse, skal du have et dronecertifikat, der passer til.

Dronecertifikaterne kommer som A1/A3 og et A2-certifikat. A1/A3-certfiikatet kan tages online, mens A2-certfikatet skal taget hos en godkendt A2-prøveafholder.

Du kan læse om at tage dronecertifikater og hvilket dronecertifikat, der passer til din drone her

Hvis du har en drone, der vejer op til 249 gram, behøver du ikke at tage et dronecertifikat. Du skal dog stadig overholde alle gældende regler for flyvning med drone på Færøerne, heriblandt afstandskrav til sikringskritiske områder, flyvesikringskritiske områder og naturbeskyttelsesområder

Med den nye droneforordning, er det nu muligt for folk med et dronecertifikat fra et EASA-land at flyve drone på Færøerne. Det betyder f.eks., at hvis du har et dronecertifikat udstedt i Danmark, så kan du flyve på baggrund af dette. Bare du overholder de færøske regler.

Sådan ser et europæisk dronecertifikat fra Danmark ud:

Det gøres også muligt at tage et dronecertifikat på Færøerne. Færøske dronecertifikater vil dog kun gælde på Færøerne og kan ikke tages med til et EASA-land. Årsagen er, at Færøerne ikke er med i EASA-samarbejdet.

Sådan ser et Færøsk dronecertifikat ud:

Ligesom i EU, indføres der et krav om, at nyproducerede droner, der bringes på markedet, skal være C-mærkede. Men på Færøerne gælder dette først fra 1. januar 2025.

Når dette indføres, vil der være nye afstandskrav for droner uden C-mærker, hvis de vejer mere end 249 gram.

Du kan allerede nu læse om C-mærket her:https://www.droneregler.dk/C-maerket

Flyvning efter den gamle driftshåndbog

Er du en af de droneoperatører, som hidtil har fløjet på baggrund af en driftshåndbog, kan du frit fortsætte med at flyve, indtil driftshåndbogen udløber.

Når tilladelsen til at flyve efter driftshåndbogen udløber, vil den ikke kunne blive fornyet til at gælde Færøsk område.

Det betyder, at du herefter vil skulle flyve efter de nye regler.

 

FAQ

Har du spørgsmål?

  • Så læs mere på vores FAQ
  • Tilmeld dig vores nyhedsbrev