Vejledning til dronezoner

Læs mere på denne side, for at få en vejledning til, hvordan du bruger vores kort over Dronezoner, og hvad de forskellige farver på kortet betyder.

Vigtig viden, inden du anvender Dronezoner

Husk at du altid skal læse reglerne for droneflyvning her på hjemmesiden og orientere dig i dronebekendtgørelsen, inden du flyver. Dronezoner er kun et visuelt supplement hertil.

Dronezoner viser ikke alle områder og placeringer, hvor du IKKE må flyve med drone. Notam på kortet opdateres en gang i timen. Vær derfor opmærksom på, at du som dronepilot altid skal være orienteret om seneste NOTAM på NAVIAIR's hjemmeside.

Vær opmærksom på, at følgende typer af forhindringer og zoner som minimum IKKE vises:

  • Ukendte ting:
    Fx mobilkraner, nye bygninger, master, uheldssteder
  • Infrastruktur:
    Fx luftledninger
  • Faste, høje objekter:
    Fx master, skorstene, bygninger
  • Private restriktioner:
    Områder hvor lodsejer har pålagt begrænsninger for anvendelsen af pågældende areal. Fx ved forbud mod at starte/lande med droner fra/på området.

Vær opmærksom på at 3. parts data der vises, er vejledende, herunder:

  • Adresseopslag
  • Kortunderlag
  • Højdemodel

Sådan aflæser du farverne på kortet

Nedenfor kan du læse nærmere om, hvad de forskellige farver på kortet betyder.

De røde zoner på kortet visualiserer geografiske dronezoner, såsom:

  • offentlig godkendt/militær flyveplads
  • lægehelikopterplatform (HEMS)

 

I disse zoner er droneflyvning som udgangspunkt ikke tilladt, medmindre du har fået tilladelse fra Trafikstyrelsen gennem ansøgning. Der gælder dog nogle undtagelser for fjernpiloter med kompetencecertifikat A2. Du kan se, hvilke betingelser, der gælder for flyvning i den specifikke zone ved at klikke på zonen.

Bemærk betingelserne kan ændre sig afhængig af, hvor zonen er placeret geografisk, samt hvor i zonen du skal flyve.

Afstandskravene til disse områder samt reglerne for droneflyvning i disse er fastsat i § 9 og § 10 i dronebekendtgørelsen.

Bemærk nogle røde zoner på kortet er NOTAM lukkede områder, som er oprettet midlertidigt på baggrund af et andet lovgrundlag end dronebekendtgørelsen. I disse må du ikke flyve med droner, så længe zonen er aktiv. Du kan ikke søge om tilladelse til droneflyvning i disse. Årsag/tidspunkt kan læses i informationsboksen ved at klikke på zonen. Se også gule zoner nedenfor.

De blå zoner på kortet visualiserer:

  • Civillisteslotte og kulturejendomme og -slotte, haver og parker, ambassader, kolonne 3-virksomheder, politiets ejendomme, kriminalforsorgens institutioner m.m.
  • Kongeskibet Dannebrog skal anses som Kongelige ejendomme (slotte), uanset om det er i havn eller til søs. Buffer på 150m er etableret selvom dette ikke visualiseres på dronezoner-kortet

  • Militære områder

 

De sikringskritiske zoner er oprettet af hensyn til sikkerheden for at beskytte vigtige infrastrukturer og ejendomme mod potentielle trusler.

I disse zoner er droneflyvning som udgangspunkt ikke tilladt, medmindre du har fået tilladelse fra Trafikstyrelsen . Ved de militære sikringskritiske zoner skal du have tilladelse fra Forsvarskommandoen og ikke Trafikstyrelsen. Du kan læse mere her.

Hvis du er i tvivl om, hvilken form for sikringskritisk zone du skal flyve i, kan du læse mere om specifikke zone ved at klikke på den. Så kan du også se, hvorvidt der fx er tale om et militært sikringskritisk område.

Afstandskravene til disse områder samt reglerne for droneflyvning heri er fastsat i § 11-§13 i dronebekendtgørelsen.

De grønne zoner på kortet visualiserer Natura2000-områder, såsom fuglebeskyttelsesområder og habitatområder, der er oplistet i bilag 2 til dronebekendtgørelsen. Bemærk, at der kan være Natura2000-områder, som er på Dronezoner-kortet, men som endnu ikke findes i bilaget.

Disse zoner er oprettet af hensyn til beskyttelse af miljøet, herunder også dyrene i områderne.

Her er droneflyvning som udgangspunkt ikke tilladt i de perioder, hvor områderne er aktive og markerede tydeligt på Dronezoner-kortet af hensyn til dyrelivet. Områdernes beskyttelsesperioder afgør, hvornår et område er aktivt, jf. bilag 2. Du kan søge Trafikstyrelsen om tilladelse til at flyve i et Natura2000-område. Læs mere om ansøgningsprocessen her.

Natura2000-områderne og reglerne for flyvning heri er fastsat i § 14 i dronebekendtgørelsen.

De orange zoner på kortet visualiserer mindre og/eller private flyvepladser, svæveflyvepladser, vandflyvepladser eller faldskærmsområder.

Disse områder er illustreret på Dronezone-kortet for at illustrere, at der kan være høj aktivitet af andre luftrumsbrugere.

Her er droneflyvning som udgangspunkt tilladt, men du skal udvise særlig opmærksomhed på luftrummet omkring dig under din droneflyvning.

Husk, at det altid er dig som dronepilot, som skal vige fra andre luftrumsbrugere, og du skal undgå at sætte andre i unødig fare.

Her er droneflyvning som udgangspunkt tilladt, hvis zonerne er inaktive.

De gule omrids på kortet er vist for at gøre opmærksom på, at dette område jævnligt kan være aktiveret, hvilket medfører at man ikke må flyve med drone i zonen. Årsag/tidspunkt kan læses i informationsboksen ved at klikke på zonen.

Ved at trykke på zonen, vil du komme til Naviairs hjemmeside, her kan du se, om et område vil blive aktivt i indeværende døgn, og hvor længe det vil være aktivt.

De brune linjer på kortet visualiserer jernbaner og bybaner.

Her er droneflyvning ikke tilladt nærmere end 15 meters horisontal afstand, medmindre du forinden har indhentet tilladelse fra den ansvarlige infrastrukturforvalter eller i særlige tilfælde Trafikstyrelsen. Bybaner i tunneller under jorden må gerne overflyves.

Reglerne for flyvning nær jernbaner og bybaner er fastsat i § 16 i dronebekendtgørelsen.

Sådan bruger du kortets funktioner

Du kan bruge kortets søgefunktion øverst i højre hjørne til at finde lokationen på kortet, hvor du planlægger at flyve. 

I denne funktion, som du finder til højre, kan du se, hvad de forskellige ikoner betyder på kortet.

 

Hvis du ikke vil have listen fremme, så kan du også klikke på ikonet eller afmærkningen på selve kortet for at få en nærmere forklaring.

Ved hjælp af tegne-funktionen til højre kan du tegne et operationsområde.

 

Denne funktion er praktisk, hvis du skal ansøge om tilladelse til flyvning i de geografiske dronezoner, hvor der er krav om illustration af operationsområdet.

 Du kan via denne funktion tilføje og fjerne lag:

Vil du fx se, hvor i Danmark der er vindmøller, så kan du tilføje dette lag. Eller hvis du ikke vil se inaktive NOTAMS, så kan du tilføje eller fjerne disse her.

For at se:

  • Vejnavne
  • Husnummer
  • Kommunegrænse
  • Stednavne
  • Basis kort

Tryk nederst på kortet:

 

Så kommer denne boks frem øverst på kortet, hvor du kan vælge de elementer, som du ønsker at se på kortet:

Du kan via. de to knapper øverst til venstre zoome ind og ud på det ønskede område på kortet.

 

Brug kortets måleværktøj i nederste venstre hjørne til at måle længder på kortet, som fx din ønskede flyverute:

 

Brug skraldespands-funktionen til at slette det opmålte igen.

Relevante links

Har du spørgsmål, eller vil du høre mere?

Senest opdateret 30-10-2024