Tjek C-mærket, før du flyver

Ændrede regler for droneflyvning

Hvis du køber en ny drone efter den 1. januar 2024, skal du huske at tjekke, om den er C-mærket.

Uden C-mærke er den nemlig for det meste ulovlig at flyve med, hvis den er købt efter årsskiftet.

Kravet om C-mærket gælder alle nye droner og alle vægtklasser, og er din garanti for, at dronen lever op til alle lovpligtige standarder og dermed er sikker at flyve med.

Hvis du allerede har en drone på under 250 gram, bliver den ikke påvirket af den nye lovgivning om C-mærkning.

Men du skal være opmærksom på, at der fra 1. januar 2024 kommer nye regler for, hvor og hvor tæt man må flyve med alle typer af droner over fx parker, slotte, natur og militærområder.

Har din drone et C-mærke?

C-mærket

Hvis der på din drone er et mærke som vist ovenfor med et tal fra 0-6, er den C-mærket. Hvis ikke, skal den følge nye og mere restriktive regler.

Droner, som er bragt på markedet inden 1. januar 2024 må dog gerne sælges, så længe lager haves. Det betyder, at du i en periode efter 1. januar 2024 vil kunne købe droner uden C-mærke ude i butikkerne.

 

Hvornår træder regelændringerne i kraft?

Regelændringerne træder i kraft den 1. januar 2024.

Men du kan allerede nu købe C-mærkede droner i butikkerne.

Gælder det alle droner?

Kravet om c-mærket gælder for alle droner, du køber efter d. 1. januar 2024.

Hvis du allerede har en drone på 250 gram eller derover, der ikke er C-mærket, skal du være opmærksom på, at der fra 1. januar 2024 gælder strenge regler for, hvor du må flyve.

Må man sælge en drone, der ikke er c-mærket?

Nyproducerede droner skal være C-mærket fra 1. januar 2024. Umærkede droner, som er bragt på markedet inden 1. januar 2024 må dog gerne sælges, så længe lager haves. Dette betyder, at du i en periode efter 1. januar 2024 vil kunne købe droner uden C-mærke ude i butikkerne.

Hvad med umærkede droner på 250g eller derover?

Hvis du ejer en drone på 250 gram eller derover uden C-mærke, skal du være opmærksom på de strammere regler fra den 1 januar 2024.

De nye regler betyder blandt andet, at en drone over 250 gram uden et C-mærke skal flyve mindst 150 meter væk fra bymæssig bebyggelse.

Gælder loven for droner under 250 gram?

Droner under 250 gram, købt før 1. januar 2024, bliver ikke påvirket af den nye lovgivning om C-mærkning.

Men du skal være opmærksom på, at der fra 1. januar 2024 kommer nye regler for, hvor og hvor tæt man må flyve med alle typer af droner over fx parker, slotte, natur og militærområder.

Hvor må jeg flyve min drone uden C-mærke?

Der gælder nye og strengere afstandskrav efter 1. januar 2024, hvis dronen vejer over 250 gram og ikke er C-mærket.

Det betyder blandt andet, at du skal flyve mindst 150 meter væk fra områder, der benyttes til beboelse, erhverv og rekreative formål.

Tjek altid dronezoner.dk, inden du flyver.

Vil du vide mere om droner?

Få meget mere information om dronecertifikater, overblik over reglerne, zoner og andet!

droneregler.dk