PDRA - Prædefinerede Risikovurderinger

På denne side kan læse mere om prædefinerede Risikovurderinger - PDRA-S01/S02.

Hvad er PDRA-S?

De prædefinerede risikovurderinger er identiske med de europæiske standardscenarier (STS-01 og STS-02). Den eneste forskel er, at du kan flyve med en drone uden C-mærket, og at du skal have din operationsmanual og en krydsreference-liste godkendt af Trafikstyrelsen.  Der er på nuværende tidspunkt to PDRA-S, som du kan flyve efter - se dem nedenfor.

For at flyve på efter en PDRA-S skal du:

  • udarbejde en operationsmanual.
  • udfylde en  krydsreference-liste.
  • overholde alle krav til uddannelsen og træning - læs mere om teoretisk og praktisk prøve nedenfor. 
  • overholde alle krav til operationelle begrænsninger.
  • indsende en erklæring til Trafikstyrelsen om, at du overholder kravene.
  • Herefter vil du modtage en automatisk bekræftelse om, at vi har modtaget erklæringen.
  • Når vi afholder tilsyn, vil vi besøge dig og gennemgå din operationsmanual sammen med dig.

Det er vigtigt, at alle kravene til det pågældende PDRA-S opfyldes, og at du ikke kun udvælger de elementer, som passer ind i din operation.

Ønsker du at flyve med din legacy-drone efter europæisk standardscenarie PDRA-S01, skal du flyve inden for synsvidde (VLOS) i et kontrolleret befolket område på land med en drone op til 25 kg.

Et kontrolleret område er defineret som et område, hvor du har fuld kontrol over, hvem der befinder sig i området. Læs mere i forordning (EU) 2019/947 og forordning (EU) 2019/945, som du kan finde nedenfor her på siden.

  • Dronen skal være indenfor synsvidde under hele operationen.
  • Operationen skal udføres iht. en operationsmanual.
  • Operationsområdet skal være kontrolleret, så det sikres, at ingen udefrakommende person kan komme ind i området.
  • Fjernpiloter skal have et dronecertifikat og ekstra teoretisk træning i STS.
  • Fjernpiloter skal have gennemført praktisk træning i STS-01.

Ønsker du at flyve med din legacy-drone efter den prædefinerede risikovurdering PDRA-S02, kan du flyve uden for synsvidde i op til 1 km fra, hvor du står (op til 2 km med observatør) i tyndt befolket og kontrolleret område med en drone op til 25 kg.

Et kontrolleret område er defineret som et område, hvor du har fuld kontrol over, hvem der befinder sig i området. Læs mere i forordning (EU) 2019/947 og forordning (EU) 2019/945, som du kan finde nedenfor her på siden.

  • Dronen kan flyves udenfor fjernpilotens synsvidde op til 1 km væk.
  • Hvis der er en observatør, kan operationen forlænges op til 1 km fra observatøren.
  • Observatøren må højst være 1 km fra fjernpiloten.
  • Operationen skal udføres iht. en operationsmanual, som skal godkendes af  Trafikstyrelsen
  • Operationsområdet skal være kontrolleret, så det sikres, at ingen udefrakommende person kan komme ind i området.
  • Fjernpiloter skal have et dronecertifikat og ekstra teoretisk træning i STS.
  • Fjernpiloten skal have gennemført praktisk træning i STS-02

Indledende vejledningsmøde

Det kan være kompliceret at udarbejde en PDRA med tilhørende følgemateriale. Derfor tilbyder vi, Trafikstyrelsen, et indledende gratis opstartsmøde, hvor vi kan besvare de spørgsmål, du måtte have til processen. 

Det er dog vigtigt, at du forinden har sat dig ind i selve PDRA-processen, og sender os dine spørgsmål i en e-mail forud for mødet, så vi kan kvalificere svarene og forsikre dig om, at svarene er korrekte.

 Forud for vejledningsmødet skal du derfor sørge for følgende:

  • Udfyld ansøgningsskemaet til operationer i den specifikke kategori, da det kan give dig og os en idé om dine ønskede droneoperationer (find skemaet nedenfor).
  • Orienter dig om PDRA'ens krydsreferenceliste (Læs mere nedenfor).
  • Beskriv (gerne i punktform), hvad du ønsker svar på til vejledningsmødet.

Du anmoder om et vejledningsmøde i en e-mail til info@trafikstyrelsen.dk. Tilføj din virksomheds navn til titlen på e-mailen i emnefeltet.

Selve ansøgningsprocessen starter først, når du indsender den samlede PDRA-ansøgning. Derfor tæller vejledningsmødet ikke med i selve ansøgningsprocessen eller servicemålet for den forventede sagsbehandlingstid. 

Operationsmanual

Den mest omfattende del af at flyve på et PDRA-S drejer sig om operationsmanualen, som skal udarbejdes og godkendes af Trafikstyrelsen, før du kan gå i gang med droneoperationerne. Det er dig eller din virksomhed som droneoperatør, der skal udarbejde operationsmanualen. Årsagen er, at det skal være muligt for en droneoperatør, at kunne have flere fjernpiloter tilknyttet, som med den rette uddannelse er i stand til at flyve i standardscenariet på baggrund af netop operationsmanualen. Læs om forskellen på droneoperatør og fjernpilot

Der findes virksomheder, som kan hjælpe dig med at udarbejde en operationsmanual, og det er okay at få hjælp. Det er dog dig som droneoperatør, der er ansvarlig for alle procedurer. Og du skal derfor kunne redegøre for hele indholdet i din operationsmanual, når vi gennemgår den, og når vi besøger dig på et tilsyn.

Nedenfor i Appendix 5 har vi gengivet kravene til, hvad din operationsmanual skal indeholde.

 Du skal udarbejde din operationsmanual efter samme model som for standardscenarierne.

Appendix 5 — Operationsmanual for Standardscenarier (Regulation (EU) 2020/639) og PDRA-S

Indsend operationsmanual og krydsreferenceliste til Trafikstyrelsen

Når du eller din virksomhed har færdiggjort operationsmanualen og kan stå inde for, at du opfylder alle kravene til at flyve med drone i et eller begge af de to PDRA-S-typer, skal du indsende operationsmanual og krydsreferenceliste til gennemgang af Trafikstyrelsen.

Hver 14 dag screener vi for nye ansøgninger, og tildeler en sagsbehandler på screeningsmødet. Efter mødet, vil du modtage bekræftelse samt information om det videre forløb samt forventet sagsbehandlingstid. Du kan som droneoperatør først gå i gang med flyvning, når du modtager en operationstilladelse, og dine fjernpiloter har modtaget den rette træning (Læs mere om teoretisk og praktisk træning nedenfor).

Du får på et tidspunkt få besøg af os på et tilsyn, hvor vi gennemgår dine operationer og operationsmanual sammen med dig.

Du finder krydsereferencelisten til PDRA-S'erne her:

  • Krydsreferenceliste til PDRA-S01 [INDSÆT LINK TIL KRYDSREFERENCELISTE HER]
  • Krydsreferenceliste til PDRA-S02 [INDSÆT LINK TIL KRYDSREFERENCELISTE HER]

Gennemfør teoretisk STS-prøve (Gælder også for PDRA-S)

Ved flyvning i PDRA-S-kategorierne, skal du gennemføre samme teoretiske træning som i de europæiske standardscenarier. Derfor skal du gennemføre den teoretiske STS-prøve, før du kan flyve på en af PDRA-S'erne.

I Danmark tilbydes teoretiske STS-prøver hos anerkendte STS-skoler, som lever op til kravene for at kunne undervise og afholde prøver for standardscenarierne.

Den teoretiske undervisning og prøve er en overbygning af dronecertifikatet. Derfor er det et krav, at du som minimum har et dronecertifikat A1/A3 før du kan få STS-påtegningen på dit dronecertifikat.

Den teoretiske undervisning og prøve skal sikre, at du har den teoretiske ballast til at kunne udføre droneoperationer, som kræver lidt mere af dig som fjernpilot. 

Undervisningen skal sørge for, at du kan gennemføre en multiple-choice-prøve på 40 spørgsmål, hvis du har et A1/A3-dronecertifikat og 30 spørgsmål, hvis du har et A2-dronecertifikat, der samlet set vurderer dig på din viden på operationelle og tekniske afbødende foranstaltninger.

Du vil blive prøvet i:

  • Luftfartsregler
  • Menneskelige begrænsninger
  • Operationelle procedurer
  • Tekniske og operationelle afbødende foranstaltninger for risiko på jorden
  • Generel viden om droner
  • Meteorologi
  • Droners flyveegenskaber
  • Tekniske og operationelle afbødende foranstaltninger for risiko i luftrummet

Efter den teoretiske prøve, skal du tage en praktisk PDRA-S-prøve

Anerkendte STS-skoler

ABC Flight Academy ApS

STS-skolen underviser flere steder i landet. Se hvor på skolens hjemmeside

www.abcflightacademy.dk [Nyt vindue]

Droner ApS

STS-skolen underviser flere steder i landet. Se hvor på skolens hjemmeside

 www.droner.dk [Nyt vindue]

Scandinavian Drone Solutions ApS

STS-skolen underviser flere steder i landet. Se hvor på skolens hjemmeside

www.scandidrones.com [Nyt vindue]

Wefly A/S

STS-skolen underviser flere steder i landet. Se hvor på skolens hjemmeside

www.wefly.dk [Nyt vindue]

Gennemfør praktisk PDRA-S-prøve

Udover den teoretiske prøve, skal du også gennemføre en praktisk PDRA-S-prøve, hvor du prøves i, om du har forstået at omsætte den teoretiske viden til korrekte operationsprocedurer. Prøven starter allerede inden, du flyver med din drone, fordi du skal demonstrere dine færdigheder ifm. hele droneoperationen. 

Det indebærer, at du demonstrerer alt fra planlægning af operationen til pre-flight checks, afspærring af området og selve flyvningen. Prøveafholderen vil i løbet af prøven vurdere dine færdigheder, og udsteder dig en akkreditering for gennemført praktisk prøve, når det vurderes, at du på tilfredsstillende vis har demonstreret dine færdigheder.

Hvor den teoretiske prøve, er ens for begge PDRA-S'er, skal du gennemføre den praktisk prøve for hver af de respektive PDRA-S'er. Dvs. både en praktisk prøve for PDRA-S01 og PDRA-S02.

Sådan kan du tage den praktiske prøve:

Det er muligt at gennemføre den praktiske prøve på 2 måder.

Du kan gennemføre prøven hos en anerkendt prøveafholder, som af Trafikstyrelsen anerkendes for at leve op til kravene om at forestå den praktiske prøve. Alle skolerne, der tilbyder STS-undervisning og teoretisk prøve er også anerkendt til at gennemføre den praktiske prøve.

Du har også muligheden for at gennemføre prøven hos en droneoperatør, der har gjort sig foranstaltninger til at kunne vurdere sine fjernpiloters praktiske færdigheder. Det kræver, at droneoperatøren har angivet metoder til praktisk prøveafholdelse i sin operationsmanual og erklæret, at man er i stand til at gennemføre praktiske prøver. Erklæringen vil blive gennemgået af Trafikstyrelsen på et tilsyn.

Sagsbehandling af ovenstående ansøgninger og tilladelser er gebyrbelagt i henhold til den gældende bekendtgørelse for Trafikstyrelsens gebyrer og afgifter på luftfartsområdet m.v.

Hvis du har behov for et indledende vejledningsmøde forud for fremsending af risikovurdering, er dette dog ikke underlagt gebyr.

Læs mere om gebyr og den gældende gebyrbekendtgørelse her.

Andre operationstyper i den specifikke kategori

STS (Standardscenarie)

Hvis du har en drone med et C5 eller et C6-mærke, kan du flyve på et standardscenarie. 

Et standardscenarie er en foruddefineret operation hvor EASA allerede har lavet risikovurderingen for dig. Det eneste, du skal gøre er at udarbejde en operationsmanual og overholde alle krav til dronen, uddannelsen og operationelle begrænsninger.

Når du kan overholde disse krav, indsender du en erklæring til Trafikstyrelsen om, at du overholder kravene. Herefter vil du modtage en automatisk bekræftelse om, at vi har modtaget erklæringen. Når vi afholder tilsyn, vil vi besøge dig og gennemgå din operationsmanual sammen med dig.

Det er vigtigt, at alle kravene til det pågældende standardscenarie opfyldes, og at du ikke kun udvælger de elementer fra standardscenariet, som passer ind i din operation.

Gå til ansøgningssiden for STS

Checkliste:

  • Operationsmanual
  • Gennemfør teoretisk STS-prøve
  • Gennemfør praktisk STS prøve for STS-01 eller STS-02
  • Udfyld og indsend erklæring til Trafikstyrelsen

Standardscenarier:

  • STS-01
  • STS-02

PDRA-G (Generelle prædefinerede risikovurderinger )

De generelle prædefinerede risikovurderinger PDRA-G er foruddefinerede operationer hvor EASA allerede har lavet risikovurderingen for dig. Det eneste, du skal gøre er at udarbejde en operationsmanual og overholde alle krav til dronen, uddannelsen og operationelle begrænsninger.

Når du kan overholde disse krav, indsender du operationsmanualen og krydsreferencelisten som ansøgning til Trafikstyrelsen. Herefter vil vi gennemgå din ansøgning for at sikre os, at du overholder kravene. Godkender vi din ansøgning, modtager du en operationstilladelse, og kan flyve derefter. Når vi afholder tilsyn, vil vi besøge dig og gennemgå din operationsmanual sammen med dig.

Det er vigtigt, at alle kravene til den pågældende prædefinerede risikovurdering opfyldes, og at du ikke kun udvælger de elementer fra standardscenariet, som passer ind i din operation.

Gå til ansøgningssiden for PDRA-G

Checkliste:

  • Operationsmanual.
  • Overhold uddannelseskravene for den pågældende PDRA.
  • Udfyld krydsreferencelisten.
  • Indsend operationsmanual og krydsreferencelisten til Trafikstyrelsen

PDRA-G-typer:

  • PDRA-G01: BVLOS-flyvning i et tyndt befolket område i ukontrolleret område og op til 150 meters højde.
  • PDRA-G02: BVLOS-flyvning over et tyndt befolket område i et restriktions- eller fareområde.
  • PDRA-G03: BVLOS-flyvning med en max flyvehøjde på 30 meter eller over hindringer, i tyndt befolket områder. Denne PDRA er tænkt anvendt til inspektionsarbejde og følger pre-programmerede ruter.

 

SORA (Risikovurdering for specifikke operationer)

Risikovurderingen for specifikke operationer kaldes i daglig tale for SORA. I denne kategori er mulighederne flere, men ansøgningsprocessen er mere krævende. Her er det nemlig dig, der skal udarbejde risikovurderingen.

Risikovurderingen skal udarbejdes på baggrund af en ConOps, en vurdering af risikoen for folk på jorden, en vurdering af risikoen for anden lufttrafik, en teknisk gennemgang af dronen samt dokumentation for, at du besidder teoretiske og praktiske færdigheder, der passer til den type operationer, du planlægger at udføre. 

Når du kan overholde disse krav, indsender du ConOps og risikovurderingen som ansøgning til Trafikstyrelsen. Herefter vil vi gennemgå din ansøgning og vurdere, om risikovurderingen er fyldestgørende. Godkender vi din ansøgning, modtager du en operationstilladelse, og kan flyve derefter. Når vi afholder tilsyn, vil vi besøge dig og gennemgå din ConOps samt risikovurdering sammen med dig.

SORA'en er typisk forbeholdt de allermest specialiserede operationstyper. Derfor vil sagsbehandlingen også tage mellem 3-6 måneder. Den kan dog vare længere, hvis ansøgningen kræver nye procedurer eller ændrede principielle betragtninger. 

Vurderer vi, at droneoperationerne ikke kan foregå på et forsvarligt sikkerhedsmæssigt niveau, kan ansøgningen ende med et afslag. 

Gå til ansøgningssiden for SORA

Checkliste:

  • Operationsmanual.
  • Overhold uddannelseskravene for den specifikke kategori.
  • SORA-risikovurdering bestående af 10 trin:
    • Trin 1: Beskriv det operative koncept (ConOps).
    • Trin 2: Bestem den indledende risiko for folk på jorden.
    • Trin 3: Bestem den endelige jordrisiko efter de afbødende foranstaltninger, du bruger.
    • Trin 4: Bestem den indledende risiko for den øvrige lufttrafik.
    • Trin 5: Bestem den egentlige risiko for den øvrige lufttrafik, når du har vurderet luftrummet.
    • Trin 6: Redegør for taktiske mitigerende præstationskrav, som sikrer, du viger for al anden lufttrafik.
    • Trin 7: Bestem operationens SAIL-niveau (Specific Assurance and Integrity Level) ud fra den endelige jordrisiko og luftrumsrisiko.
    • Trin 8: Identificer og redegør for operationens safetymål (OSO).
    • Trin 9: Vurder luftrummet ved siden af din operation.
    • Trin 10: Sammenfat risikovurderingen i et samlet 'safety-portfolio'.

 

LUC (Let UAS-operatørcertifikat)

Når din virksomhed har demonstreret overfor os, at I har fået godkendt en eller flere PDRA'er og SORA'er, kan I ansøge om et let UAS-operatørcertifikat (LUC).

Med et operatørcertifikat (Light UAS Operator Certificate, (LUC)) får I autorisation til at godkende egne operationer, men det kræver, at din virksomhed er i stand til at kunne bære flere forskellige funktioner, og er i stand til at udvikle og vedligeholde et sikkerhedsledelsessystem. At arbejde med et sikkerhedsledelsessystem kræver ressourcer, da man som virksomhed hele tiden skal afdække og undersøge, hvordan man hele tiden forbedrer og tilpasser sikkerheden. Derfor passer LUC'et også typisk bedst til virksomheder med en vis størrelse og med mange komplicerede droneoperationer. 

I vil med et LUC stadig skulle udarbejde risikovurderinger af dine droneoperationer samt implementere de rette afbødende foranstaltninger for at sikre jer, at operationerne kan foregå forsvarligt. I stedet for at få godkendt operationerne forud for hver droneoperation af Trafikstyrelsen, godkender din virksomhed selv operationerne. Vi vil først gennemgå risikovurderingerne sammen med jer, når vi kommer ud og afholder tilsyn hos jer. 

Et LUC udstedes med ubegrænset varighed og forbliver gyldigt, så længe droneoperatøren overholder de relevante krav og lovgivning. Et LUC kan bruges i alle EU’s medlemslande og kan ikke overdrages til andre.

Kontakt os for mere information om LUC

Checkliste:

  • Beviseligt godkendte SORA'er og PDRA'er
  • LUC-håndbog indeholdende beskrivelser af organisationen, relevante procedurer og udførte aktiviteter. 
  • Beskrivelse af ledelsessystem samt fordeling af ansvarlige ledelsesfunktioner.
  • Beskrivelse af organisationsstruktur.
  • Sikkerhedsledelsessystem (SMS).
  • Information om droneoperatørens personale samt den ansvarlige for droneoperationerne.
  • Gennemgang af uddannelseskrav og planer.
  • Underskrevet erklæring om, at droneoperatøren opfylder gældende krav.