STS - Standardscenarier

På denne side kan du læse nærmere om standardscenarier, og hvordan du kan flyve efter disse.

Hvad er et standardscenarie?

Hvis du har en drone med et C5 eller et C6-mærke, kan du flyve efter  et standardscenarie. Et standardscenarie er en foruddefineret operation, hvor EASA (Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur) allerede har lavet risikovurderingen for dig. Der er på nuværende tidspunkt to standardscenarier, som du kan flyve efter - se dem nedenfor.

For at flyve på et standardscenarie skal du:

  • være forsikret
  • udarbejde en operationsmanual der bl.a. inkluderer beredskabs- og nødberedskabsprocedurer 
  • gennemføre teoretisk STS-prøve
  • gennemføre praktisk STS prøve for STS-01 eller STS-02
  • overholde alle krav til operationelle begrænsninger
  • indsende en erklæring til Trafikstyrelsen om, at du overholder kravene

Herefter vil du modtage en automatisk bekræftelse om, at vi har modtaget erklæringen. Når vi afholder tilsyn, vil vi sammen med dig gennemgå din operationsmanual.

Det er vigtigt, at alle kravene til det pågældende standardscenarie opfyldes, og at du ikke kun udvælger de elementer fra standardscenariet, som passer ind i din operation.

STS-operationstyper

Ønsker du at flyve med din C5-mærkede drone efter europæisk standardscenarie STS-01, skal du flyve inden for synsvidde (VLOS) i et kontrolleret befolket område på land med en drone op til 25 kg.
Droner uden C5-mærket kan ikke flyve efter STS-01, men kan i stedet flyve efter PDRA-S01, hvis dronen overholder de samme tekniske krav.

Læs mere om PDRA-S01 her.

Et kontrolleret område er defineret som et område, hvor du har fuld kontrol over, hvem der befinder sig i området. Læs mere i forordning (EU) 2019/947 og forordning (EU) 2019/945.

Betingelser for flyvning efter STS-01

  • Dronen skal være C5-mærket.
  • Dronen skal være indenfor synsvidde under hele operationen.
  • Operationen skal udføres iht. en operationsmanual.
  • Operationsområdet skal være kontrolleret, så det sikres, at ingen udefrakommende person kan komme ind i området.
  • Fjernpiloten skal have et dronecertifikat  fra den åbne kategori til mindst underkategori A1/A3.
  • Fjernpiloten skal have et teoretisk certifikat fra en anerkendt skole for standardscenarier (find listen over anerkendte skoler nedenfor).
  • Fjernpiloten skal have aflagt prøve og gennemført praktisk træning i STS-01 - læs mere nedenfor.

Ønsker du at flyve med din C6-mærkede drone efter europæisk standardscenarie STS-02, kan du flyve uden for synsvidde i op til 1 km fra, hvor du står (op til 2 km med observatør) i tyndt befolket og kontrolleret område med en drone op til 25 kg.
Droner uden C6-mærket kan ikke flyve efter STS-02, men kan flyve efter PDRA-S02, hvis dronen overholder de samme tekniske krav.

Læs mere om PDRA-S02 her.

Et kontrolleret område er defineret som et område, hvor du har fuld kontrol over, hvem der befinder sig i området. Læs mere i forordning (EU) 2019/947 og forordning (EU) 2019/945.

Betingelser for flyvning efter STS-02

  • Dronen skal være C6-mærket
  • Dronen kan flyves udenfor fjernpilotens synsvidde op til 1 km væk.
  • Hvis der er en observatør, kan operationen forlænges op til 1 km fra observatøren.
  • Observatøren må højst være 1 km fra fjernpiloten.
  • Operationen skal udføres iht. en operationsmanual.
  • Operationsområdet skal være kontrolleret, så det sikres, at ingen udefrakommende person kan komme ind i området.
  • Fjernpiloten skal have et dronecertifikat  fra den åbne kategori til mindst underkategori A1/A3.
  • Fjernpiloten skal have et teoretisk certifikat fra en anerkendt skole for standardscenarier (find listen over anerkendte skoler nedenfor).
  • Fjernpiloten skal have aflagt prøve og gennemført praktisk træning i STS-02 - læs mere nedenfor.

Sådan udarbejder du en operationsmanual

Den mest omfattende del forud for at kunne flyve på et STS drejer sig om operationsmanualen, som skal udarbejdes. Det er dig eller din virksomhed som droneoperatør, der skal udarbejde operationsmanualen. Årsagen er, at det skal være muligt for en droneoperatør at kunne have flere fjernpiloter tilknyttet, som med den rette uddannelse er i stand til at flyve i standardscenariet på baggrund af netop operationsmanualen. 

Læs om forskellen på droneoperatør og fjernpilot i vores FAQ

Der findes virksomheder, som kan hjælpe dig med at udarbejde en operationsmanual, og det er okay at få hjælp. Det er dog dig som droneoperatør, der er ansvarlig for alle procedurer. Du skal derfor kunne redegøre for hele indholdet i din operationsmanual, når vi besøger dig på et tilsyn.

Nedenfor i Appendix 5 har vi gengivet kravene til, hvad din operationsmanual skal indeholde.

Udfyld og indsend din erklæring til Trafikstyrelsen

Når du eller din virksomhed har færdiggjort operationsmanualen og kan stå inde for, at du opfylder alle kravene til at flyve med drone i et eller begge af de to standardscenarier, skal du udfylde den operationelle erklæring. Når den operationelle erklæring er indsendt, vil du modtage en bekræftelse om, at erklæringen er modtaget. Når du modtager denne bekræftelse, kan du som droneoperatør gå i gang med flyvning, når dine fjernpiloter har modtaget den rette træning (Læs mere om teoretisk og praktisk træning nedenfor).

Ved et tilsyn vil vi sammen gennemgå dine operationer og operationsmanual.

Vær opmærksom på, at du skal bruge MitID Privat for privatpersoner og MitID Erhverv for enmandsvirksomheder og virksomheder. Klubber/foreninger kan bruge MitID Privat, såfremt at de ikke har MitID Erhverv. I det tilfælde vil f.eks. formanden/kassereren være angivet som kontaktperson. Denne kan senere ændres ved at indsende en mail om ændringen til info@trafikstyrelsen.dk, hvor der refereres til sagsnummeret fra den indsendte erklæring og navnet på droneoperatøren.

Du finder den operationelle erklæring her [under udarbejdelse]

Træning til droneflyvning efter standardscenarier

Teoretisk STS-prøve

I Danmark tilbydes teoretiske STS-prøver hos anerkendte STS-skoler, som lever op til kravene for at kunne undervise og afholde prøver for standardscenarierne.

Den teoretiske undervisning og prøve er en overbygning af dronecertifikatet. Derfor er det et krav, at du som minimum har et dronecertifikat A1/A3 før du kan få STS-påtegningen på dit dronecertifikat.

Den teoretiske undervisning og prøve skal sikre, at du har den teoretiske ballast til at kunne udføre droneoperationer, som kræver lidt mere af dig som fjernpilot. 

Undervisningen skal sørge for, at du kan gennemføre en multiple-choice-prøve på 40 spørgsmål, hvis du har et A1/A3-dronecertifikat og 30 spørgsmål, hvis du har et A2-dronecertifikat, der samlet set vurderer dig på din viden på operationelle og tekniske afbødende foranstaltninger.

Du vil blive prøvet i:

  • Luftfartsregler
  • Menneskelige begrænsninger
  • Operationelle procedurer
  • Tekniske og operationelle afbødende foranstaltninger for risiko på jorden
  • Generel viden om droner
  • Meteorologi
  • Droners flyveegenskaber
  • Tekniske og operationelle afbødende foranstaltninger for risiko i luftrummet

Efter den teoretiske prøve, skal du tage en praktisk STS-prøve.

Anerkendte STS-skoler

ABC Flight Academy ApS

STS-skolen underviser flere steder i landet. Se hvor på skolens hjemmeside

www.abcflightacademy.dk [Nyt vindue]

Droner ApS

STS-skolen underviser flere steder i landet. Se hvor på skolens hjemmeside

 www.droner.dk [Nyt vindue]

Scandinavian Drone Solutions ApS

STS-skolen underviser flere steder i landet. Se hvor på skolens hjemmeside

www.scandidrones.com [Nyt vindue]

Wefly A/S

STS-skolen underviser flere steder i landet. Se hvor på skolens hjemmeside

www.wefly.dk [Nyt vindue]

Praktisk STS-prøve

Udover den teoretiske prøve, skal du også gennemføre en praktisk STS-prøve, hvor du prøves i, om du har forstået at omsætte den teoretiske viden til korrekte operationsprocedurer. Prøven starter allerede inden, du flyver med din drone, fordi du skal demonstrere dine færdigheder ifm. hele droneoperationen. 

Det indebærer, at du demonstrerer alt fra planlægning af operationen til pre-flight checks, kontrollering af området og selve flyvningen. Prøveafholderen vil i løbet af prøven vurdere dine færdigheder, og udsteder dig en akkreditering for gennemført praktisk prøve, når det vurderes, at du på tilfredsstillende vis har demonstreret dine færdigheder.

Hvor den teoretiske prøve, er ens for begge STS'er, skal du gennemføre den praktisk prøve for hver af de respektive STS'er. Dvs. både en praktisk prøve for STS-01 og STS-02.

Sådan kan du tage den praktisk prøve:

Det er muligt at gennemføre den praktiske prøve på 2 måder.

  1. Du kan gennemføre prøven hos en anerkendt prøveafholder, som af Trafikstyrelsen anerkendes for at leve op til kravene om at forestå den praktiske prøve. Alle skolerne, der tilbyder STS-undervisning og teoretisk prøve er også anerkendt til at gennemføre den praktiske prøve.
  2. Du har også muligheden for at gennemføre prøven hos en droneoperatør, der har gjort sig foranstaltninger til at kunne vurdere sine fjernpiloters praktiske færdigheder. Det kræver, at droneoperatøren har angivet metoder til praktisk prøveafholdelse i sin operationsmanual og erklæret, at man er i stand til at gennemføre praktiske prøver. Erklæringen vil blive gennemgået af Trafikstyrelsen på et tilsyn.

Har du spørgsmål, eller vil du høre mere?

Senest opdateret 30-10-2024